Blondiner? -Historien om visum
Advarsel: Skrevet fra en computer der ikke har ae, oe og aa!
Det er paa tide at vi griber fat om et spoergsmaal som mange af vores laesere har stillet os. Det er tid til vores foerste brugerspoergsmaal!
Folket spoerger mig tit og ofte: “Kenneth” gerne i en serioes tone, “hvordan kan det vaere at bloggen hedder blondineriafrika?” Og det er jo et ganske udemaerket spoergsmaal.
(For pokker det er svaert at skrive under de her forhold!) Det er et godt spoergsmaal; baade fordi jeg ikke er blond og fordi ‘blondine’ er et feminint begreb (og jeg er en mand). Saa hvordan kan vi retfaerdigoere at bruge saadan et navn til vores blog?
Elementaert kaere laeser/bruger! I vor tid er blondiner ofte blevet forbundet med en vis form for mental fravaerelse og naivitet, og paa ingen bedre maade kan man beskrive Stine og jeg!
“Men Kenneth!” Svarer du; “Hvordan kan et geni som dig lave saadan en paastand om dig selv?” Kaere laeser. Hvis jeg nu fortaeller dig om de to sidste doegn i vores rejse, giver du mig nok ret…
Soendag den 24. kl ~23.00, stod rejseholdet klar til at indtjekke baggage. Alt aander fred og ro. Vi er klar. Damen i skranken tager imod vores pas, nikker, og beder derpaa om at se vores visum. Stine og jeg kigger paa hinanden, kigger paa damen, og kigger paa hinanden igen, denne gang med en vis skraek i oejnene… “Visum?” Bliver der sagt i en flad tone, hvorpaa luften fyldes af skaeldsord og fortvivlelse. Vi har slet og rent glemt at bestille et visum.
En lang historie, kort fortalt; vi kommer ikke afsted soendag, men det skal ikke slaa os ud. Vi rykker vores flybillet til onsdag. Kl ~11.00 mandag morgen har vi overtalt de flinke folk paa den Ghanesiske ambassade til at lave os et ekspressvisum hver, paa under 24 timer. Til stor glaede for folket!
Kl 12.00 tirsdag middag henter vi vores visa, og humoeret er hoejt. “Nu mangler vi bare at bekraefte at de billetter vi fik rykket i soendags stadig ligger klar til os, og saa rejser vi i nat!” Desvaerre var Turkish Airlines ikke enige med os. Ingen billetter var reserveret til os, og meldingen lyder: “Desvaerre, i kan ikke komme afsted.” … “Medmindre i koeber first class billetter selvfoelgelig, det koster kun 9.700 ekstra.”
En ond bankoverfoersel senere og nu sidder vi, 2 doegn forsinket og en del fattigere, i Istanbul som vi har brugt dagen paa at opleve (mere om byen fra Stine senere) og blogger. Vi sidder i VIP-loungen vel at maerke, og en ny verden har aabnet sig for os. At traede over taersklen til loungen kan sammenlignes vagt med at traede ind i en sultans palads (selvom jeg aldrig har sat fod i et palads). Gratis mad og gratis drikke i overflod, godt selskab i begraenset omfang (for der er kun en af hende). Vi har lyst til at bo her… Men vi skal til Accra om en time. (Man kan jo haabe at flyet er forsinket?)
Forhaabentlig kommer der snart nogle serioese indlaeg om vores egentlige destination. Man ved aldrig hvad der sker.
– Kenneth
