Jeg havde aldrig været i Asien, og jeg havde hørt mange rigtig gode ting om Vietnam, så det lød som et godt sted at starte. 

Flybilletten til Vietnam skulle gerne koste så lidt som muligt. Apropros budgetrejser..  Det resulterede i en afgang klokken meget tidligt om morgenen, og en 7 timers mellemlanding i Hong Kong, hvor jeg gik på jagt efter et såkaldt Gold Fish Market jeg havde læst om online. Jeg havde hørt at guldfiskene blev opbevaret i plasticposer, og hang og ventede på at blive hentet -eller dø af iltmangel, hvad der nu kom først. Ret horribelt egentlig, men ikke destomindre noget jeg syntes jeg blev nødt til at se med mine egne øjne.

Med meget begrænset søvn i et fly, spændingen i kroppen over snart at være ved slutdestinationen Hanoi, og alt alt for varmt tøj til downtown Hong Kongs varme, tullede jeg rundt på må og få, og blev noget forbavset da jeg stødte på et stillads lavet af bambus. Vi snakker sådan +5 meter højt stillads -af bambus! Et stk meget forundret og fascineret europæer lige der!

Mit besøg i Hanoi skulle blive et yderst klassisk et af slagsen. Jeg boede på Vietnam Backpacker Hostel, og bookede et par dage efter ankomst en tur med en -skulle det vise sig- decideret partybåd hvor en koreansk turist gav den meget entusiatisk til en gang gangnam style. Lige efter at vores drukspil var ovre naturligvis.

Hanoi er vild. Prophamrende fyldt med scootere -velkommen til Asien!, men det er også en by der har en dyster historie som jeg fik se at på Hoa Lo Prison Museum. Når man kommer fra Danmark, er man vant til at få verdenshistorien fortalt ud fra en meget vestlig vinkel.
Her på museet var billedet vendt, og udgangspunktet var at udefrakommende havde bombet Vietnam synder og sammen. Hvilket stemmer ganske fint med virkeligheden. Det er bare en vinkel jeg aldrig rigtig er blevet præsenteret for før nu, og den ramte mig altså!
Jeg fangede en anden besøgende en døråbning på museet..

En af de ting jeg havde set mest frem til ved min tur til Vietnam, var at opleve kulturen, og smage maden. Det er ikke for sarte maver, og Fødevarestyrelsen ville formentlig lukke det hele ned på stedet. Men det kunne altså noget helt specielt, det der streetfood!

På mit hostel boede jeg sammen med ca. 10 forskellige personer. En af disse var amerikaner, og kaldte sig for Go Go. Den første aften smuttede jeg med ned i baren lige så snart jeg fik låst min rygsæk inde.
Go Go var digital nomad, noget jeg indtil da aldrig havde hørt om. Hun fortalte at hun havde et job hvor hun kunne arbejde overalt i verden, så længe der var en internetforbindelse. Verden var blevet til Go Go’s legeplads, og hun opholdt sig lidt hist og lidt her. Nogle steder underviste hun små børn i engelsk, mod at få kost og logi, andre steder rejste hun bare rundt og arbejdede imens.

Det ledte mig til en ret god samtale med min værelseskammerat på båden i Ha Long Bay, australieren Stewart. Jeg havde lagt mærke til at man som solorejsende ret hurtigt fik etableret kontakt til andre solorejsende omkring sig, men at langt de fleste samtaler begrænsede sig til hvad man hed, hvor man var fra, og hvor længe man éns tur var planlagt til. Helt enormt overfladisk og tomt i længden desværre.
Derudover var Ha Long Bay turen som min kollega havde anbefalet mig at tage på, en vild oplevelse. Maden var ikke noget at skrive hjem om desværre. Det var selskabet dog. Hen på aftenen tøjrede vores kaptajn os sammen med en anden båd hvor stemningen var høj, og vi fik spillet bordfodbold, drukket øl og drinks til solen stod op over bugten.

Dagen efter bød på kanosejlads hvor jeg fik lov til at være eneste drivkraft i båden imens Stewart sad bagi og styrede og havde ondt af sig selv og sine tømmermænd.

Står du og overvejer om din tur til Vietnam skal indeholde en tur ud i Ha Long Bay, så drop overvejelserne, og kom afsted! Det er en oplevelse!