Budgetrejser på godt og ondt
Budgetrejser er gode, for de gør plads til at du kan rejse mere for samme budget.
I skrivende stund sidder jeg i Newark International Airport. Jeg har været vågen i 25 timer, er rent ud sagt trættere end pis, og det er helt og holdent min egen skyld.
Klokken er 03:23 lokal tid. Jeg har været vågen i 25 timer, og har ikke udsigt til at sove i en seng før klokken har rundet 15:00 lokaltid.
Jeg er opdraget til at finde det smarte og økonomiske alternativ i alle henseender. Min indre jyde bliver gang på gang ret begejstret over min evne til at budgetbawle mig igennem tilværelsen. Men nogle gange rammer det altså én i hovedet som en stor slaskende, smålunken og klam klud. Som nu hvor jeg netop har taget en powernap på gulvet ud til en parkeringskælder i allerbedste hobo stil.
Dette skal ikke opfattes som et klageindlæg hvor jeg får frit løb for min selvmedlidenhed. Nærmere som en form for undren. En undren over at jeg i løbet af snart 30 (fuck!) år og med en kandidatgrad i informationsvidenskab ikke har lært et og andet af talrige bommerter der udelukkende er opstået grundet manglende research.
Her nævnes i flæng:
- 9 timers ophold i lufthavn midt om natten. -Jeg havde talt mig frem til at jeg skulle holde mig vågen i 6 timer, og vurderede at det ikke kunne betale sig at finde et hotel i nærheden.
- Sindssyg ekstraudgift til first class flybiletter til Ghana grundet manglende visum.
- At være strandet virkelig fuld i Helsinki 10 km væk fra Couchsurfer lejlighed, grundet helt standard ophold i togdriften om natten.
- Hedeslag bag på motorcykel i Vietnam i +32 graders varme, iført tyk hættetrøje.
- At forveksle en Renault Clio med en stationcar, hvilket mildest talt skabte pladsproblemer på bagsædet under en roadtrip med dejlige damer i Nordjylland.
- Noget med at være strandet i Næstved under skybrud. -Den skylder jeg vist stadig kvajebajere for..
- Og så videre og så videre.
For at dette indlæg skal have en form for mening, opsummeres det hermed i en lille håndfuld protips:
- Hvis du skulle ske at forvilde sig til et airconditionelskende land som USA, så tag lige andet med end sommerkjoler og en tynd sommerjakke.
- Lad være med at rejse iført yndlings elefantbukser fra Vietnam, der giver op og revner det helligste sted på vej ud til gaten i Kastrup lufthavn.
- Husk lige at hæve lidt lokal valuta hjemmefra hvis muligt. -Nogen har muligvis prøvet alle lufthavnens hæveautomater uden held, og skal bruge kontanter til bussen i Miami.
Nuvel. Det er en oplevelse. Og om ikke andet så har jeg (måske?) lært en lektie.
Spoiler: Vi ved jo allesammen godt at det her kommer til at gentage sig.
Tak fordi du læser med. Stay tuned: Det bliver helt sikkert dummere! 🙂