På blot 24 timer fandt vi adskillige perler i Malmø. Jeg vender gerne tilbage så snart lejligheden byder sig! 

I julegave var jeg så heldig at få en overnatning i Malmø af min søde kæreste. Bevæbnede med to go kaffe og rødbedefarvede pas begav vi os lørdag mod toget til Sveriges land, og så frem til at kunne lege turister resten af weekenden, og ikke mindst få smagt lidt på det der ifølge mange kaldes Københavns forstad.

En af de ting jeg tidligere ofte har brillieret med, er at dukke på på min rejsedestination aldeles uforberedt, og ramme det ene tarvelige måltid og triste turistfælde efter det andet.
Planen for turen var klar: vi skulle have det maksimale ud af Malmø, og med hjælp fra venner og kollegaers tips havde vi lavet en liste over diverse kaffebarer, restauranter og museer vi antog var værd at bruge lidt tid på. Lad os bare spoile den med det samme: Missionen lykkedes til fulde!

Vi startede i Malmøs udgave af Torvehallerne, og spiste frokost på Malmø Saluhall, hvor jeg fik den til dato lækreste pastaret jeg nogensinde har sat tænderne i!
Hos Papi, et italiensk spisested i “torvehallen” havde de mixet rødvinssovs, pasta, kalvekød og revet citronskal i retten, og kombineret med solskinnet vi spiste ude i, det gode selskab, og følelsen af atter at være på tur, fik eftermiddagen op på et helt særligt niveau. De får helt klart 5 stjerner herfra. For filan hvor var det lækkert!

Turen gik videre mod Kaltbadhus som var på min fotoliste, og som er det motiv der har fået lov at pryde dette indlægs header.

Når man kommer fra Saluhall som vi gjorde, går turen dertil over en gigantisk åben græsplæne der grænser ud til åbent hav. Her er alle hunde og deres ejere samlet for at kaste med bolde, blive rusket i af vinden, og få en smugle d-vitamin. Det kan altså et eller andet, det der med at få noget frisk luft og få næseborene fyldt op med havluft. Hvis man ikke passer på, er det tæt på at man bliver i helt godt humør af det!

Vi fik besøgt et par kaffebarer, blandt andet Lilla Kafferosteriet som er tæt på den hyggeligste kaffebar jeg har besøgt i min tid her på jorden. Kaffebaren er indrettet i et gammelt hus, hvor de har beholdt den historiske charme med skæve, hvidpudsede vægge, rustikke dørkarme og tunge trægulve. På alle bordene var placeret lysestager overdænget med stearin, noget som formåede at give det der ekstra pift til hyggen. Kaffen var fremragende, og du skulle tage stilling til om du var til mellemristet kaffe fra Brasilien eller Rwanda. Som prikken over i’et fik vi kage til, og jeg blev ved første bid af min lemon meringue pie taget tilbage til 2012 hvor jeg på interrail og min første tur i Paris fik kagen for første gang.

Aftensmaden blev indtaget på Västergatan. En intim restaurant med et ret begrænset antal pladser hvor vi fik plads i baren med udsigt til anretterkøkkenet.

Vi blev forkælet med boghvedechips, drikkeklar svampefond, tatar, torsk og is med lemon og saltkaramel. Med deres dertilhørende vinmenu der udførligt blev præsenteret af det heldigvis flydende engelsktalende personale, blev det en fuldstændig fabelagtig aften. Godt igennem vinmenuen bliver jeg opmærksom på at intet på restauranten er overladt til tilfældighederne. Alle vin der blev åbnet blev prøvesmagt af tjenerne, Sonos højttalerne var farvekoordineret med det underlag de stod på, og salt og peber var ikke at finde nogen steder. Det var som om at personalet med manglende salt og peber fortalte en at maden smagte lige præcis som den skulle, hvilket jeg må give dem ret i. Der var styr på det på Västergatan, og jeg kommer meget gerne igen!

Jeg har lyst til at tilføje en underoverskrift hertil a’ la: “rodet feministisk manifest”. Naturligvis med fare for at blive kraftigt irettesat af diverse veninder. Ikke desto mindre trykker jeg snart “udgiv” på dette indlæg, og tager slagene der kommer. For øv hvor er jeg ikke højkulturel nok til at frekventere udstillinger hvor der ikke er nogen rød tråd, forklaringer på hensigten med værkernes sammensætning eller andre tiltag der giver beskueren en chance for at følge kunstnerens hensigt med værkerne.
På vej ind i Rosemarie Trockel: The same different, kunne man snuppe en lille folder der har til hensigt at informere betragteren om at vi her har at gøre med en kunstner der ikke begrænser sig selv til en enkelt udtryksform. Hun har til hensigt at udfordre beskuerens opfattelse af alting. Og som der så fint står: “attempting to group or classify Trockel’s body of work based on apparent similarities would be a disservice to both her oeuvre and the experience of the viewer”. De tilføjer at hun er “rich and deep and the connections between images and words are endless and everchanging, revealing themselves only after careful observation”. Min indre humanist har det lidt vildt over folderforfatterens evne til i fine vendinger at fortælle læseren at der ikke nødvendigvis er en hensigt med udstillingen. Det virker bare desværre ikke særlig godt på mig, men sådan er man jo så forskellige.

På museets hjemmeside kan man pt. se en video med en af museumsformidlerne, der forklarer at Rosemarie Trockel på den tid hvor hun startede med at lave kunst, var oppe imod en stærkt mandsdomineret verden, og at hun havde lyst til at vise dem at kvinder også kan lave kunst.
Videoen er grunden til at jeg fik lokket min bedre halvdel med ind på et iøvrigt virkelig flot museum. Desværre virkede udstillingen ikke helt efter hensigten, og vi endte med at gå derfra lettere slukørede og diskutere hvorvidt vi ikke forstod budskabet i udstillingen, eller om den måske kunne have været formidlet bedre inde på selve museet.

Jeg fik lov til at tage et par billeder derindefra af de søde museumsværter..

En anden udstilling på museet var “Carl Fredrik Reuterswärd”, en nyligt afdød svensk billedkunstner som har kreeret nogle ret vilde billeder jeg også fik lov til at tage nogle fotos af. Billedet herunder har titlen “hanging”.

Moderna Museet Malmø kan noget med indretning. Museet er ret lille, men indrettet med en meget orange entré og meget, meget gul kombineret garderobe og toilet område. Alle skabene er forsynet med navne på kunstnere, og når man åbner, står der et citat fra kunstneren derpå. Jeg var ret ærgerlig over at Warhol skabet var lukket!

Nedenfor finder du citater fra blandt andre: Helmut Newton, Max Beckmann og Jackson Pollock.

Undervejs på vores tur fik vi også besøgt Malmøs Brewdog. En craft beer ølbar med de mest mærkværdige øltitler jeg endnu har stødt på. Favoritten (af navn, ej smag) var “what does a gay horse eat?”.

Brewdog startede oprindeligt i UK, og har siden bredt sig til både USA og det meste af Europa. På trods af kæde-tendensen, har du ikke samme tarvelige koncept-følelse som når du eks. smutter forbi en Starbucks eller Hard Rock Café.

Brewdog kan noget andet og mere end sine venner i samme liga. Jeg tror at det må være humoren.

Hunde var velkomne, adskillige brætspil stod til rådighed, og på bagvæggen kørte oldschool computerspil, blandt andet wolfenstein og James Bond.

Prikken over i’et var da vi fandt Oatmeals “Exploding Kittens” spil. Det er så dumt og genialt på samme tid. På den rigtig gode måde altså!

Malmø, du gør det godt. Og vi ses helt sikkert snart igen!!