Majbrit og Kim på bjerget

Jeg har virkelig glædet mig til at fortælle historien om Majbrit og Kim!

28. januar 2018 havde jeg fået lokket en veninde med ud at tage billeder. Da vi var lige i nærheden, smuttede vi forbi Slangerup hvor en anden veninde, Isabella var på besøg hos hendes forældre, Majbrit og Kim. De bød os hjerteligt velkommen og da vi sad og hyggede med kaffe og kage, faldt snakken hurtigt på hele selskabets fælles passion: rejser.

Majbrit og Kim fortalte at de havde købt et stykke jord i Costa Rica, og viste os flamingomodellen af det hus de agtede at bygge på grunden, når de havde fået solgt huset i Slangerup. Planen var simpelthen at tage til Costa Rica og bo sådan for good, og primært leve af det mad de kunne dyrke på deres egen jord.
Jeg kan huske at jeg syntes det lød lidt hippie agtigt, men også enormt fedt og ud af kassen. Så jeg lovede højt og helligt at jeg ville komme og besøge dem når det hele var faldet på plads, og de var flyttet derned.

Et halvt år senere blev huset solgt, de pakkede alle deres ejendele ind i en container, og så flyttede de simpelthen hele deres liv til Costa Rica.

Det er stadig virkelig surrealistisk at tænke på. Tænk sig at bygge sit eget hus, og bo i Costa Rica! Anyways! Da Jesper og jeg fik aftalt at tage til Mexico sammen, fik jeg flettet en tidlig afrejse til mig selv ind i planen, og voilá: jeg havde pludselig flybiletter til Costa Rica!

Planen var at jeg skulle sove 2 nætter hos Majbrit og Kim, hvorefter jeg skulle hente min bil og køre rundt på egen hånd. En af de aftener hvor jeg var hos dem, var nytårsaften. Af deres arbejdsmand Jorge var de blevet inviteret til nytårsfest i en by ved navn Boruca.

Her holder Boruca indianerne til, et folkefærd der trods det moderne samfund de nu er en del af, stadig dyrker deres traditioner som den nytårsfestival vi var til.
Nytårsfestivalen varer 3 hele døgn, og som omdrejningspunkt henter de lige inden starten af festen “el diablo” på toppen af bjerget. “El diablo” eller på dansk: djævlen, har form som en tyr, med en person inden i.
Iklædt de traditionelle boruca masker, bruger en gruppe unge mænd fra stammen de efterfølgende 3 døgn på at provokere djævlen og slå den. Til slut bliver djævlen sat op på bjerget igen, da borucaerne dermed har vundet.

Ifølge wikipedia er ritualet ovenfor beskrevet, en form for genopførelse af spaniernes kolonisering af Costa Rica lige omkring 1522, med djævlen som symbol for spanierne.
I dette ritual vinder borucaerne dog, og sejren symboliserer deres eksistens og stammens overlevelse trods fjender og modernisering.

Efter at have iagttaget ritualet, slog vi os ned på en bænk udenfor den store hal hvor der blev holdt fest og spillet op til dans. Vi drak dårlig champagne vi var nødt til at blande op med juice for at få ned, smirnoff ice og en ret lækker hjemmebrygget majsvin, Jorge bød på. Altimens jeg prøvede at følge med i spansksprogede samtaler, og vi forsøgte at lære en storgrinende Jorge at tale dansk.
Alt i alt en nytårsaften jeg sent vil glemme.

Hos Majbrit og Kim følte jeg mig med det samme hjemme. De har bygget et gæstehus der ligger ovenover deres eget hus, så Isabella og andre gæster har noget privatliv når de kommer på besøg.

Når man står op om morgenen, er det til lyden af brøleaber, papegøjer og uendeligt mange forskellige fugle jeg aldrig har hørt om før. Så sidder man der på terrassen foran gæstehuset og drikker sin morgenkaffe imens man ser junglen nedenunder sine fødder stå op og blive badet i sollys. Når solen er oppe, kan man se stillehavet for enden af junglen, og alt er i det hele taget lidt vidunderligt.

Lige dér, 800 meter over havets overflade og med 7 km til nærmeste asfaltvej, hører du ikke andet end natur. Der er ikke nogen biler i nærheden eller irriterende naboer.
For at komme ned af bjerget igen, skal du have virkelig godt styr på bjergkørsel, og en bil der kan klare mosten, eftersom de 7 km går op og ned med en hældning der kan gøre der fleste søsyge. Tager du en af vejene ned af bjerget, skal du også enten krydse en flod eller køre på en seriøst vakkelvoren hængebro.

I den korte tid jeg brugte sammen med Majbrit og Kim fik vi nogle ret gode snakke. Blandt andet om hvad meningen var med det hele. Vi talte om at mange står op hver dag og fortsætter deres evindelige løben i det samme hamsterhjul, uden tanke på om det nu faktisk gør én glad, og om man er tilfreds med tilværelsen. Vi talte især om hvor mange der faktisk var modige nok til at stille sig selv spørgsmålet: er jeg glad? Jeg tror på at det kræver sin mand eller kvinde at stille sig selv spørgsmålet, for hvis man bliver bevidst om ikke at være glad, så bliver man nødt til at gøre noget ved det.

Nu må du, kære læser, ikke misforstå mig. Alle har forskellige drømme og ønsker for deres tilværelse, og jeg siger ikke at man bliver nødt til at bryde med alle normer for at leve sit liv fuldt ud.
Jeg siger blot at hvis man sidder med en drøm. En drøm som man ikke kan slippe. Så skylder man sig selv at gøre noget ved det.

Majbrit opsummerede grunden til deres vilde eventyr meget fint da hun sagde at hun ikke ville kunne ligge på det sidste, og fortryde at hun ikke gjorde det.

Så de gjorde det! Brugte 6 år på at lære spansk, så de kunne klare sig, solgte hele lortet og byggede deres drøm på bjerget i Costa Rica. Lige der hvor man kan sidde og hyggesnakke, og pludselig glider en sky forbi, og alt omkring dig er tåget lige indtil skyen er drevet videre, og du igen har fuld sigtbarhed.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at det er et benhårdt valg at flytte hele sin tilværelse så langt væk fra alt man kender. Til gengæld får man muligheden for at vågne op hver morgen og vide at man valgte at følge sin drøm. Det er sgu altså virkelig sejt, og jeg håber at jeg en dag gør det samme, hvis jeg skulle få en drøm jeg simpelthen ikke kan slippe igen.

Jeg vil rigtig gerne slå et slag for 2 ting: Costa Rica og gæstehuset på bjerget.

Kommer du en dag forbi Costa Rica, hvilket jeg absolut vil anbefale at gøre, skulle jeg hilse at sige at gæstehuset på bjerget kan lejes. Der er et fint veludstyret køkken med alt man kunne ønske sig, dejligt meget varmt vand i bruseren, og deciderede danske standarder udi håndværk og indretning. Med andre ord: Det gæstehus der er møg hamrende lækkert, og du skulle tage at leje det hvis du en dag er i området!
Majbrit og Kim kan kontaktes på mail: barart@gmail.com

Og nej. indlægget her er på ingen måde sponsoreret, og jeg får ingen procenter hvis du lejer gæstehuset. Der er slet og ret tale om en vennetjeneste 🙂