Vandretur på Ærø

Eftersom COVID-19 satte en solid stopper for samtlige planer Jesper og jeg havde i foråret, måtte vi tænke i nye baner. Den oprindelige plan var en vandretur i Sverige. Vi endte på Ærø i stedet, hvor vi fulgte en del af Øhavsstien. Det kan anbefales klart!

Selve Øhavsstien er ret ny for mig, og jeg tror kun det er et halvt år siden jeg første gang hørte om den. Den består af 220 kilometer natursti der strækker sig fra Faaborg til Svendborg, og laver en afstikker ned omkring Ærø, Tåsinge og Langeland. Bonusinfo: Man skal lige huske på at Svendborg og Sønderborg IKKE er det samme når man skal bestille hjembillet med toget.. Tak til Jesper for at forhindre at hjemturen blev dummere end højest nødvendigt 🙂

Vi startede med at tage en overnatning i Faaborg. Turen dertil varede adskillige timer, så vi tog afsted lige efter arbejde, og overnattede på et vandrehjem hvor vi blev indlogeret i den gamle fattiggård. Det vi nåede at se af Faaborg var ret fint, idyllisk og fyldt med bindingsværkshuse. Meget stemningsfyldt!

Anyways! Vi tog færgen fra Faaborg til Søby, fandt skiltet der markerede Øhavsstien og gik igang. Efter at vi lige havde fundet ud af hvilken retning vi skulle, selvfølgelig.

Første dags vandring var planlagt til at være den længste. Ikke særlig ideelt idet færgen først sejlede omkring middagstid, men nødvendigt. Det viste sig nemlig at vi langt fra var de eneste der havde udset os Ærø til en lille getaway. Første dag endte med at være 23.4 km lang, hvilket ærlig talt var lidt i overkanten med +10 kg i hver rygsæk.

På et tidspunkt da vi har krydset øen, og skal ned af en ret stejl skrænt til stranden hvor sheltersne skulle ligge, giver min hjerne op, og jeg sætter mig ned for at overveje konsekvenserne af at tage den på røven ned af skrænten. Heldigvis kommer hjernen til fornuft igen, og jeg får tumlet ned af skrænten uden at ødelægge eller brække noget.

Da vi kommer frem, viser det sig at sheltersne vitterligt står de lovede 10 meter fra vandkanten. Imellem dem var der bålplads, og på en plade der lagde over to bukke, var der tegnet en pil op til gården Vesteraas hvor man kunne hente vand og brænde.

Efter at have kæmpet en halv times tid med den medbragte benzinbrænder til det trangiasæt vi havde lånt, gav vi op, og lavede i bedste nak og æd stil mad over bål i stedet. Hovedretten bestod af brændende kærlighed, lavet på pulverkartoffelmos, og løg, bacon og pølser der var preppet hjemmefra. Enormt nemt, mættende og velsmagende aftensmad!

Morgenen efter vågnede vi op til havets brusen, og kunne åbne en lille låge i hovedenden af vores soveplads, hvorfra vi kunne se lige ud på vandet imens vi stadig lå i soveposerne og ventede på at småregnen stilnede af. Det var ret fantastisk!

Da regnen var så godt som ovre, gik jeg i bedste powerwoman stil fluks igang med at tænde op for et bål. For det var jeg røvgod til dagen før. Med forskellige størrelser kviste og småbrænde at tænde op med vel og mærke. Magien var væk, og det eneste jeg rigtigt kunne fremprovokere, var små fesne flammer i avispapiret, og masser af røg.
Med udsigten til ikke at kunne få morgenkaffe, kastede jeg mig over trangiasituationen igen. Denne gang med en del mere succes end dagen før. Jeg knækkede koden til benzinbrænderen, og har sjældent følt mig mere som donningen af verden. Aldeles uovervindelig og nu med varm friskbrygget kaffe i koppen!

Jesper fik lov til at lave morgenmaden imens jeg havde det fedt over mig selv. Morgenmaden var iøvrigt aldeles fremragende, og bestod af bacon og hjemmelavede baked beans med helt vanvittigt meget smag i.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er så heldig at have en kæreste der er rigtig glad for at lave god mad, helt fra bunden. Det nyder jeg virkelig godt af, og kunne på denne tur både spise lækker morgenmad og hjemmebagte surdejsboller til frokost. Nam!

Turen gik videre fra Vesteraas og mod Ærøskøbing hvor vi havde booket en shelter hos et vandrehjem. Det gik over stok og sten, endeløse marker der lignede noget fra Hobitten, igennem en fold eller to, og ud langs vandet. Det fine ved Øhavsstien er at den er vanvittigt godt skiltet. Ved hver eneste skillevej er der skiltning der fører dig på rette vej, og mange steder langs ruten kan du helt gratis tage et kort der viser hele Øhavsstien. Sagt med andre ord: Du skal virkelig gøre dig umage hvis du skal fare vild!

Ærøskøbing er omkranset af kystlinje, og vi kom forbi de fineste små badehuse der ligger på række lige ud til vandet.

Vel fremme ved Villa Blomberg fik vi tanket vand og rykkede ind i shelterne. På vejen havde vi fundet en Netto, og vi kunne nu med en smålunken øl læne os tilbage i aftensolen, og nyde at de sidste 15,4 km var tilbagelagt uden så meget som en enkelt skramme.

Resten af aftenen gik med at lave og spise pasta i tomatsovs med ostepølser og bacon, grille skumfiduser ved bålet med de der var rykket ind i den anden shelter, og ellers gå til ro med fyldte maver og et smil på læben. For det lykkedes sgu! Et stk vandretur og outdooroplevelse lykkedes uden nævneværdige skrammer, kolde nætter eller noget af alt det andet jeg havde frygtet på forhånd. Kroppen var ret medtaget, bevares. Du slæber ikke ustraffet rundt på en kæmpe rygsæk adskillige timer af dagen. Men det var intet imod den oplevelse det var, og jeg gør det gerne igen så snart chancen for at komme ud igen byder sig!

For at fuldende oplevelsen helt, vågnede jeg ved 4-5 tiden på den morgen hvor vi skulle hjem, og kunne se direkte ud på en himmel der var næsten lige ved at stå op, og lytte til jeg ved ikke hvor mange forskellige fugle. Det fik tankerne til at vandre tilbage til Costa Ricas jungletag og vilde lyde. Lige her i lille Danmark. Det kan altså alligevel noget!

På 3. dagen gik turen hjem mod Nørrebro. Kæmpe tak for denne gang, Ærø og Øhavssti. Det har været en sand fornøjelse!!