Berlin og urbex
Noget af det bedste jeg ved er at udforske forladte steder med mit kamera. Det givet en helt særlig følelse, og gør mig i aldeles fremragende humør.
For de der ikke allerede ved det, findes der en form for subgenre indenfor foto- og oplevelses kulturen ved navn urban exploration, også kendt som urbex. Her går det ud på at opdage byen og i det hele taget området. Meget gerne især de steder der er byggede af mennesker, og ikke har været i brug i mange år.
I de urbex fællesskaber der findes rundt omkring, blandt andet i Danmark, er der et ret strengt kodex. Nemlig at man ikke deler lokationerne på de steder man besøger. Man uploader ikke billeder af facader, og slet ikke af husnumre, vejskilte og lignende.
En af grundende er at det er en del af “sporten” at finde de forskellige spots. En anden er at man risikerer at stederne bliver hærgede hvis de bliver overrendte.
Herudover er der en enkelt hovedregel: Take nothing but pictures, leave nothing but footprints.
Jeg boede 4 måneder i Berlin i forbindelse med mit studie i 2014. Nu hvor jeg planlagde at tage tilbage, skulle der lidt mere til end “blot” at se byen. Been there, done that.
Så jeg smuttede en tur forbi Google med søgetermen “urbex berlin”, og fandt lige præcis hvad jeg ledte efter!
Åbenbart findes der en portal der hedder Triple. Det er en form for airbnb, hvor i stedet for at udleje lejligheder, udlejer man sine skills og viden om éns hjemby.
En ung polsk kvinde tilbød urbex/grafitti tours, og jeg fik hurtigt lokket mine rejsekammerater med på ideen.
Ukendt territorie
Kvinden mødte os på en s-bahn station, og var til at starte med 30 minutter for sent på den, og ikke til at komme i kontakt med. Vi var helt sikre på at vi var blevet røvrendt, indtil en ret spinkel, speedsnakkende og meget energisk kvinde kom småtrippende imod os og undskyldte forsinkelsen.
Vi gik ned på sporet og ventede på toget, og fik et kort oprids af planen for de næste mange timer. Planen indebar 3 forskellige spots, som vi skulle tage sporvogne og toge imellem da de lå et stykke fra hinanden.
Urbex er altid på eget ansvar, og da man reelt befinder sig på steder hvor der ikke nødvendigvis er adgang for offentligheden, skal man af og til være ret vågen.
Jeg er den eneste i flokken der på det tidspunkt hvor vi blev briefet på perronen, tidligere havde urbexet. Og jeg havde måske ikke helt introduceret mine rejsekammerater til hele urbex konceptet.
Ihvertfald så de ret overraskede ud da vores guide fortalte os at vi skulle sørge for at få benene på nakken hvis politi eller vagter pludselig dukkede op.
Det første sted vi tog hen, var til en bolig med tilhørende autoværksted. Prisskiltene med D Mark priser afslørede at det havde stået tomt siden før 2000-skiftet. Formentlig adskillige årtier mere, da haven så småt var på vej ind i huset.
Næste stop var en forladt svømmehal hvor Marie frivilligt agerede model og yoga-nørd.
Jeg har et blødt punkt for street art. Vel at mærke når der er gjort noget ud af det, og malerne har haft tid og ro til at skabe noget flot som her i en skakt fra svømmehallens kælder og op til skoven bag.
Svømmehallen var iøvrigt som alle andre urbex spots uden elektricitet. Hvilket resulterede i en virkelig uhyggelig oplevelse nede i kælderen hvor der stadig var vand i et bassin, lukket ind til saunaen, og bælg ravende mørkt og stille, kun afbrudt af lyden af vores fodspor og vindens susen.
Sidste spot var et forladt hospital. Vores søde guide fortalte os at det havde været et børnehospital, hvilket gjorde hele oplevelsen en del mere creepy.
Taget var færdigt, så på øverste etage kunne man se lige op i himlen. Stedet var overmalet med grafitti, men på en måde føltes det ok. Der var ikke flotte pieces som i svømmehallen, men da der udelukkende var de nøgne mure tilbage af det tidligere hospital, føltes det som om at stedet nu var blevet noget andet og mere end hvad det havde været. At grafittien var med til at give stedet sin nye identitet.
Det gamle spøgelses-hospital. Da vi havde været der noget tid, dukkede en ung mand op med noget der lignede en legetøjs walkie talkie i baglommen, og et hjemmelavet id skilt. Han sagde at vi ikke måtte være der, og at vi skulle gå. Nu gerne. Modvilligt begav vi os mod udgangen, imens vores guide udfrittede ham om hvilket selskab han arbejdede for. Det fik hun aldrig rigtigt af vide, og da vi stod på gaden igen, fortalte hun os at hun havde mødt ham før, og at hendes gæt var at han og en kammerat boede på grunden og legede vagter. En vaskeægte BZ’er!